Udstilling

Simone Aaberg Kærns Bataljemaleri

Fredag den 5. maj blev Simone Aaberg Kærns omdiskuterede bataljemaleri med tilhørende skitser præsenteret på Fredericia Gymnasium foran et talstærkt publikum.

Simone Aaberg Kærn var selv til stede og fortalte de fremmødte om sine tanker bag maleriet. Bataljemaleriet er en del af en gammel kunsttradition, hvor krigsindsatser portrætteres – som oftest i en heroiserende form. Det Nationalhistoriske Museum besluttede i 2011 at genoptage denne tradition og bad derfor Simone Aaberg Kærn om at male billedet af det danske flyvevåbens indsats i Libyen. Simone Aaberg Kærn besøgte i forbindelse med sin forberedelse Libyen, og maleriets motiv bygger således på hendes egne observationer fra krigszonen.

Et stykke inde i den kunstneriske proces afbrød Det Nationalhistoriske Museum samarbejdet med Simone Aaberg Kærn med henvisning til, at hendes skitser ikke understøttede ’den egentlig ret lykkelige historie om krigen’. Efterfølgende har Simone Aaberg Kærn selv færdiggjort det syv meter lange maleri, og det blev i efteråret 2016 udstillet på Kunsthal Charlottenborg.

Simone Aaberg Kærn blev første gang kendt i den brede offentlighed, da hun af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blev valgt til at male statsministerportrættet til Christiansborg. Simone Aaberg Kærn har gennem 2016 og 2017 fungeret som huskunstner på Fredericia Gymnasium, hvor hun sammen med elever og lærere har gennemført forskellige kunstperformance-projekter og lavet en række kunstvideoer.