I forbindelse med ekskursionen var en af opgaverne at føre dagbog, hvor man reflekterede over dagens oplevelser. Det følgende er korte udpluk fra elevernes dagbøger.

Aldrig før har jeg befundet mig et sted, hvor det føles så rigtig at befinde sig, men samtidig også så forbandet forkert. Men jeg indrømmer gerne, det var kærlighed ved første blik, da jeg mødte Barcelona by. Det her må være kontrasternes by, og det er så helt perfekt. Her er alt, som jeg forventede, det ikke ville være.

Signe Z.

Efter lang ventetid i lufthavnen og en flyvetur, der kun svagt kunne mindes i mit trætte sind, var jeg her endelig. Over for mig i toget sad mine klassekammerater, og på de to pladser ved siden af sad to piger og pludrede løs på et halvt forståeligt spansk. Jeg kunne mærke solens varme stråler skinne på mig igennem vinduet, mens jeg kiggede ud på de mange gamle og forfaldne lejligheder, der næsten alle var udsmykket med snorevis af vasketøj. Jeg døsede egentlig lidt hen, men kom straks ud af min døsighed, da nogle spaniere tog rytmeinstrumenter og en slidt harmonika frem, og lyden af de spanske toner kunne høres ned gennem toget. Et krus til mønter blev sendt rundt, og folk tog deres punge frem og gav en lille skilling. Det var ret hyggeligt, og jeg syntes, at musikken havde en vis charme, der bragte mig et lille skridt tættere på den spanske kultur...

Chocopops gør underværker, men en hel dag med Gaudi virkede dog stadig temmelig ulidelig. Ved et hurtigt øjekast på Gaudis byggerier stod det dog klart at jeg måtte overgive mig. Denne mand var faktisk hvad man kalder et vaskeægte geni. Hvis han levede i dag og fik dette kompliment, ville han højt sandsynligt smile godmodigt af den uforstandige bleghvide dansker, der intet aner om arkitektur. Men sagen er den, at Gaudis arkitektur udtrykker noget for en, man ikke med sine vildeste fraser er i stand til at udtrykke. De virker så bekendte, som noget man har set i en drøm, og giver på deres egen finurlige måde mening, hvilket pandekagehuset er et glimrende eksempel på. Den regnbuefarvede bygning nærmest driver af sukker og sirup, og hvis Pippi Langstrømpe havde levet på Gaudis tid er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun havde købt huset for alt hendes fars sørøverguld - medmindre hun da ejede huset i forvejen…

La Sagrada Familia.
Damn, det er stort. Søjlerne virker enormt majestætiske. Det er mærkeligt at se den gotiske stil blandet ind i den moderne. Den får en twist, når den er færdig. Jeg har aldrig set kultur blive bygget på den måde og så over så mange år. Det er ironisk, når den engang er færdig, er det Guds hus, men lige nu er det kun maskinerne, der ringer. Jeg gad godt sidde og skrive her, når den er færdig.

Yup, you guessed it. Op tidligt endnu engang. Det begyndte at blive rutine. Stå op lidt i 7, gå i bad for at være klar til morgenmad, som starter kl. 8. Bagefter skulle vi mødes med lærerne ved et sted, der hedder Montserrat. Men med det held vi har haft, strejkede togene selvfølgelig. Man var lige kommet med Metro med et stort smil, fordi alt var gået godt, og så kunne man gå tilbage med en lang næse.

Torsdag den 17. marts:

Hjem til min dyne. Åh, min dyne! Jeg savner den og kan allerede mærke dens bløde dun. Men alt i alt har det været en studietur så rig på oplevelser og erfaringer, at jeg aldrig vil glemme den. En klog forfatter sagde engang: ”At rejse er at leve”, og jeg vil give den gamle Andersen så evigt ret. At rejse er at leve, fordi vi netop der får os nogle oplevelser og øjeblikke så dyrebare, at livet føles 100% værd at leve.
Viva la España!