Dagbog fra i Bruxelles
|
2. påskedag 2007 rejste 2i fra Fredericia Gymnasium ud i den store vide verden, nærmere betegnet Bruxelles. Formålet var en dannelsesrejse for en lille del af den fredericianske ungdom, så den kunne komme ud og opleve på egen hånd, hvor de store beslutninger bliver taget, hvor magten bliver udøvet og hvor en stor del af verdens jakkesæt går rundt. Turen skulle ende med at blive langt mere lærerig end først forventet, men samtidig skulle den også knytte båndende tættere eleverne imellem. |
| Efter en lang nat i bus ankom vi endelig til vores hotel, et såkaldt ”Youth Hostel”. Dette lille hotel overgik alles forventninger med en hyggelig gårdhave, springvand og en lille bar. Turen gik hurtigt videre gennem Bruxelles hektiske gader og afslappende smukke parker, hvor både de enorme glasfacader og de svajende EU-flag overvældede alle. Det skal dog lige nævnes at der blot få dage forinden havde været festivitas i gaderne i forbindelse med EU’s 50 års dag. |
| Turen gik videre mod EU kommissionen, hvor vi fik en god introduktion til kommissionens arbejde. Kommissionen har til opgave at komme med lovforslag, som senere bliver sendt til votering i ministerrådet og parlamentet. Det er også kommissionens opgave at forvalte og gennemføre EU’s politikker, samt holde styr på budgettet. Det er ligeledes kommissionen, som står for at repræsentere EU internationalt, ved for eksempel at forhandle aftaler mellem EU og andre lande. |
| |
 |
|
 |
| |
Derefter gik turen videre gennem Bruxelles, anført af vores samfundsfagslærer Mikael Drejer. I første omgang var det ikke nemt at finde Grand Place, men frem kom vi da.
|
| |
 |
|
Grand Place er et utrolig smukt sted, som i løbet af turen blev vores faste mødested. Frokosten blev indtaget på Place Luxembourg i form af kæmpe kræmmerhuse med (ifølge belgierne selv) verdens bedste pomfritter. Gode var de da også, men ligeledes var forventningerne, og det er ikke meget, der kan leve op til ’verdens bedste’.
Aftenen stod til fri disposition, og det belgiske natteliv skulle jo undersøges. Spredt for alle vinde gik 2i delvist på eventyr og delvist i seng. |
| |
| Næste formiddag blev tilbragt i bus til byen Ieper, hvor vi så Flandern Fields Museum om 1. Verdenskrig. Derefter fik vi en suveræn guidet tur rundt til krigskirkegårde og slagmarker. Desværre var sæderne i bussen meget bløde, solen bagte og øjenlågene var tunge, men vores guide formåede at få os til at forstå det dystre og forfærdelige, som denne verdenskrig førte med sig. |
| |
 |
|
I solskin og fuglekvidder var det dog svært at forestille sig disse rædselsscenarier, der udspillede sig her for snart 100 år siden. Der var en bevægende stemning, som er svær at beskrive, da gamle krigsveteraner fra Canada gik rundt mellem gravene og lagde blomster på faldne Canadieres gravstene. Det er ellers svært at komme tæt på fortidens begivenheder, men i Flandern Fields kommer man helt tæt på.
|
 |
| |
|
|
Om aftenen skulle Bruxelles’ natteliv igen undersøges. Efter at være gået i ring et par gange rundt i byen anført af Mikael Drejer nåede vi vores destination: Baren med over 2000 forskellige specialøl. Det var dog svært at vælge, når man har et katalog på størrelse med en telefonbog liggende foran sig.
|
Efter alt for få timers søvn stod den på oprydning af værelserne, og så videre til parlamentet. Parlamentet er et utroligt arkitektonisk bygningsværk, omkranset af endnu en smuk park. Der startede vi med at få en introduktion og en lille rundvisning, for derefter at møde en af de 14 danske parlamentsmedlemmer, Dan Jørgensen. Han var en utrolig dygtig taler, og en mand med meget miljøvenlige holdninger. Det var da heller ikke nogen overraskelse for os, at han var en af hovedmændene bag REACH.
Kemikalielovgivningen REACH har forbudt ca. 2.000 giftige stoffer i over 10.000 anvendelser. Da mange af disse stoffer indgår i vores hverdag, så som mad, tøj, sæbe osv., er denne lov noget som direkte går ind og påvirker alles hverdag, selv her i lille Fredericia.
|
Bagefter besøgte vi Den Danske Ambassade, som er Danmarks største i udlandet. Lars Peter Levy var vores guide i ambassaden; han forklarede os, hvorledes ambassaden fungerer som bindeled mellem Danmark og EU, og hvordan den har til opgave at forhandle Danmarks interesser i EU.
Dagen endte perfekt med shoppingture i Bruxelles' gader, og et hyggeligt aftensmåltid i den lokale park. På vej hjem i bussen stod den ellers på snorketur og gangsterfilm. |
Vores forståelse for EU er klart blevet større på denne tur, da vi har fået et mere håndgribeligt indtryk af EU som institution, men selve EU’s kompleksitet vil formentlig tage mange års studier at forstå fuldt ud. |
Mie Teilbæk, Mette Agerskov, Christian Vindelev, Kristoffer Thomsen,
Mikkel Vinther, Rikke Petersen, Kamille Sorth, Marie Povlsen og Søren Lux |
| |
 |
|
|