Fodboldstævne for drenge i gymnasieskolernes turnering
Skolens fodboldhold var til stævne i Haderslev den 14. september, hvor 10 hold fra gymnasier i Syd- og Sønderjylland deltog.
Vores hold består af teknisk meget dygtige fodboldspillere, og efter at have brugt den første kamp til at finde sammenspillet i en 0-0 kamp mod Åbenrå, blev det til sikre sejre på 2-0 over både Munkensdam og Haderslev. Dermed var vejen banet til den afgørende pulje mod vinderne fra de to andre grupper.
Vi lagde ud med at dominere mod Sønderborg Statsskole og sikre en 1-0 sejr. Sidste år tabte vi finalen til Sønderborg Amtsgymnasium, og det var igen i år modstanderen i den afgørende kamp. Desværre trak vi også denne gang det korteste strå, da Sønderborg vandt med 2-1 efter et tæt opgør. Det var selvfølgelig dybt uretfærdigt, men vi har altså igen i år det næstbedste hold i det sydjyske område.
Stemningen i truppen var god og selv om halvdelen af holdet har forladt skolen næste år, så er talentmassen så stor, at vi forhåbentlig også næste år kan spille med om en topplacering.