Sidste år glippede den samlede sejr i regionsstævnet i håndbold i de sidste sekunder, så i år var holdet stærkt opsat på at nu skulle det være. Og det blev det. I den indledende pulje lagde holdet ud med en klar sejr over Vejen på 17-10, og i næste kamp blev Rosborg kørt over med flot angrebsspil til en sejr på 18-9. Dermed var vi klar til semifinalen mod hjemmeholdet fra Munkensdam.
Også her kom den store bredde på vores hold til udtryk i en sejr på 18-11. Dermed var holdet igen klar til en finale.
Denne gang var modstanderen Rødkilde, der spillede godt og vandt en stor sejr i deres semifinale. Rødkilde var frække nok til at bruge en af deres bedste skytter som målmand og bruge ham i marken lige fra start, men det skulle de ikke have gjort. Det overtal gav os dog problemer i starten, og vi var bagud 4-7 efter ca. 8 minutter.
Men så blev deres to bedste spillere mandsopdækket, og vores forsvar klarede resten ved hårdt arbejde. Søren havde et par vigtige redninger i målet, og så rullede angrebet sig ud med især stregspil og gennembrud, og vi gik over 10-7 igennem til en sikker finalesejr på 17-11. Dermed har holdet kvalificeret sig til finalestævnet for de 8 bedste gymnasier i landet. Stævnet skal spilles i Fredericia Idrætscenter i januar, så man kan jo håbe på noget opbakning fra et hjemmepublikum.