dansedrama Hamlet

Hamlet - et dansedrama. Gymnasiets forestilling i marts 1997.


		Hvordan viderefører man en tradition, samtidig med at man prøver noget nyt? Det var en satsning, da vi besluttede, at den store forestilling denne gang skulle være et dansedrama. Vi har prøvet en del før: musicals, teater, opera, men aldrig før dans - og slet ikke med Shakespeare som forfatter til "librettoen". Handlingen var ikke svær at gengive: som i den klassiske tragedie var den koncentreret omkring Hamlet, den unge kongesøn, som ser sig tilskyndet til at hævne drabet på sin fader.

		Morderen er Claudius, faderens broder, som både tilraner sig kronen og dronningen, Hamlets moder. Og som hos Shakespeare gør Hamlet sig skyldig i mord og i sin elskede Ophelias selvmord - men han går samtidig selv til grunde som offer for kongens intriger og ondskab. Men Shakespeares stykke er meget mere end action: hvordan gengiver man det, der foregår i personernes indre? Hamlets monologer om liv og død, om kærlighedens meningsløshed, om verdens råddenskab, hans ubeslutsomhed og tvivl?

		Og Ophelias forvirring og hendes flugt i sindssygen, da hun bliver svigtet ? Vi valgte at udtrykke det indre univers gennem ekspressivitet, gennem bevægelser affødt af følelser og stemninger. De forskellige karakterers (læs: danseres) udtryk og koreografi arbejdede vi med gennem kropslige tolkninger og improvisationer. Samtidig eksperimenterede vi med at lade det kropslige udtryk fungere både som scenografi og som "person", som f.eks. i hofdamernes vekslen mellem bevægelige billedskulpturer og "almindelige" hoffolk.

		Musikken spillede selvfølgelig en afgørende rolle: vi brugte arrangementer over udvalgte numre fra David Bowies CD "1.Outside", hvor den næsten desperate grundstemning og den meget moderne udtryksmåde går fint i spænd med tragediens indhold og budskab. Scenografien blev "minimalistisk", dels for at danne et abstrakt rum, hvor handlingen blev løsrevet fra tid og sted, dels for at give os mulighed for at "skifte" scene med meget få rekvisitter eller med lys. Kostumerne fik en symbolsk betydning ved hjælp af farver, former og materialer og ved hjælp af abstraktion, som tilfældet var i hoffolkenes marionetdragter.

		Vi tror, at forestillingen blev vel modtaget af publikum, fordi det lykkedes os at skabe den tilsigtede virkning: en totaloplevelse, hvor man som tilskuer blev opslugt af det, man bogstavelig talt sad midt i, af en gammel historie om et ungt menneske, hvis skæbne er så grusom. Men der er utvivlsomt en anden, ligeså vigtig grund til, at det lykkedes: alle deltagernes, og ikke mindst elevernes indsats var præget af et engagement og en indlevelse, som i sidste ende gav den succes, alle havde håbet på.
			Lektor Rita Christensen og lektor Maria Petersen