Dagen startede med, at vi efter 1. lektion skulle på den ca. 18 km lange cykeltur fra gymnasiet ud til Stenbjerg-lejren ved Houens Odde, hvor vi i 1p skulle opholde os ca. et døgn sammen.
Vi havde en rigtig hyggelig tur alle os, som cyklede i klassen. Vi hyggede os hele vejen og fik snakket rigtig meget sammen.
Da vi kom derud, tog vi fat på en gang rundbold og ”f...”, hvor vi gik til den! Så havde lærerne arrangeret noget ”teambuilding”, der hed ”walk-and-talk”, hvor vi i grupper skulle diskutere bl.a. klasserumskultur, og hvordan vi ville være gode klassekammerater.
Vi satte os derefter sammen med vores tutorer og diskuterede det, vi fandt ud af. Så var det tid til en kage- og frugtpause. Om eftermiddagen kunne vi slappe af i et par timer. Vejret var perfekt, så vi var nogle, der tog ned og badede - der var nu ikke så meget ved den strand, men vi blev da kølet af!
Da vi kom tilbage var der nogle, der spillede bold, og ”aftenmadsgruppen” gik i gang med maden - det blev et rigtig godt måltid og vi hyggede os sammen om aftenen.
|