Science Cup Denmark
|
| |
Science Cup er en konkurrence blandt gymnasieelever om at lave årets bedste opfindelse. I år er 1250 elever fra hele landet tilmeldt. For at fremme opfindsomheden deltager eleverne i en inspirationsdag, der afholdes på lokale virksomheder. 2a var derfor inviteret til Electrolux i Fredericia.
|
|
2a var fredag den 27. november på besøg hos Electrolux i Snoghøj for at høre noget om, hvad der foregår derude, og for at få noget inspiration til det kommende Science Cup Denmark, SCD.
Vores program for dagen startede officielt kl. 9.00 hos Electrolux. Nogle af os havde dog været i gang i længere tid for at nå en bus, der kørte os i retning af destinationen.
Da vi alle var samlet, blev vi ledt ned i bygningens konferencerum, hvor vi til at starte med blev præsenteret for vogne med et stort udvalg af frugter og vand, som vi kunne forsyne os med resten af dagen. Herefter tog vi plads for at få yderligere information om dagens program. Vi blev nu overladt til Jacob H. Jørgensen, en phd-studerende, som ville lære os at være kreative, og hvordan man bedst udvikler ideer. Vi blev undervist i det helt basale om, hvordan vores ene hjernehalvdel er kreativ og den anden mere logisk, og man derfor skal træne at slå den logiske fra, når man prøver at være kreativ. Vi hørte også det mere teoretiske om, hvordan et produkt udvikles fra idé til færdigudvikling.
De to timer i Jacobs varetægt var dog ikke blot et langt foredrag. Vi blev i allerhøjeste grad trukket med ind i processen, vi skulle så at sige selv prøve det.
Den første øvelse gik ud på, at vi to og to skulle forsøge at opbygge en rytme, hvor man på skift skulle tælle 1, den anden 2, så tilbage 3. Bagefter er det den andens tur til at starte ved 1. Dette kunne de fleste overkomme, men efter et minut eller to fik vi at vide, at vi nu skulle klappe på 1 i stedet for, sådan blev det intensiveret, så det endte med at man skulle klappe, så skulle den anden sætte sig på en stol og brøle, hvorefter man på 3 hoppede, så klappede den anden, og så var det ens egen tur til at prøve sit brøl af. |
| |
 |
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
 |
| |
I den næste øvelse blev vi sat til at tænke på et problem, og derefter finde løsninger. I gruppen måtte man ikke kritisere eller tænke over, om løsningen var mulig.
Grupperne arbejdede med så forskellige problemer som: Hvordan undgår man rimfrost på halstørklædet, når man står på ski? Og hvordan laver vi batterier, der holder længere?
Alle disse aktiviteter havde hos de fleste af os, nok især hos drengene, vækket en enorm appetit, hvilket Electrolux’ kantine så rigeligt kunne tilfredsstille med en stor buffet med alt fra tarteletter og pandekager til salat og brød med selvvalgt pålæg.
Efter middag var det nu tid til fremlæggelser om Electrolux’s produkter, og hvordan ideudvikling er en kerneting hos Electrolux. Først fik vi præsenteret de varme hårde hvidevarer i køkkenet, og derefter de kolde, som vaskemaskiner og opvaskemaskiner. Derefter en guidet tur gennem Electrolux’s udstilling, hvor de har stort set alle Electrolux’ produkter, fra det luksuriøse AEG til det mere økonomisk overkommelige Zanussi.
Som afrunding fik vi flere oplysninger om Science Cup Denmark. Vi så nogle af de forrige års vindere, som fx en termokop med kemikalier, der øgede varmebevarelsen kraftigt, eller en vibrerende brille til blinde, som reagerede på rødt lys, og derfor kunne fortælle, om der var rødt i lyskrydset.
Omkring 14.45 var vores begivenhedsrige dag på Electrolux færdig og vi kunne nu tage hjem. |
Burak og Bjarke, 2a |
| |
|
|
|
| |
 |
| |
|
|
|
| |
|
|
 |
|
|