skolen
undervisningsmiljøet

Undervisningsmiljøet 2007

Undervisningsmiljøet på FG blev i 2003-2004 gjort til genstand for en vurdering med stor elevinddragelse (se nedenfor "Et godt undervisningsmiljø 2003"). Et meget engageret elevråd var inddraget og opfølgningen blev et skoleanliggende i tiden efter. DCUM har efterfølgende fremhævet projektet som et eksempel på en metode, der kan anbefales. Fra gymnasiets side lagde vi vægt på, at en sådan proces forudsætter et aktivt elevråd, der kan påtage sig en sådan opgave.

 

Denne situation havde vi ikke i foråret 2007, og vi har derfor reduceret processen til en spørge-skemaundersøgelse blandt eleverne. Undersøgelsen blev foretaget i slutningen af skoleåret og omfatter derfor reelt kun elever i 1g, 1hf og 2g. 2hf- og 3g-elever undlod at deltage med den begrundelse, at det måtte være de nye, der skulle tage vare på det. Der er efter et par rykkere indkommet 179 besvarelser, hvilket er en besvarelsesprocent på under 50% af den reelle målgruppe. Dette er ikke tilfredsstillende, men sikkerhedsudvalget vurderer alligevel, at svarene er dækkende for elevholdningerne.

 

Spørgeskemaundersøgelsen omfatter 5 hovedområder:

Fysisk miljø

Generelt er der en del kritik af de fysiske forhold. 30% markerer utilfredshed med møblerne i klasselokalerne. Der er for megen støj i timerne - det er ikke specificeret, om det skyldes de øvrige elever, eller om det er relateret til bygningsforhold (dårlig akustik), 24 % finder at det trækker for meget, 27 % ved ikke, hvad de skal gøre, hvis det brænder. Omvendt finder de fleste, at faciliteterne til gruppearbejde er i orden, at toiletforholdene er i orden, at IT-udstyret er tilfredsstillende, mens der er lidt flere, der finder, at det er for varmt på skolen end dem, der mener, at det er for koldt.

 

Æstetisk miljø

Der er tilfredshed med rengøringsniveauet. Under 20% finder, at udsmykningen på gymnasiet er utilfredsstillende – der gives en række forslag til forbedringer.

 

Opfølgning på Fysisk miljø og Æstetisk miljø.

Gymnasiet er fortsat under ombygning frem til april/maj 2008. I denne periode er gymnasiet sædvanlige areal på ca. 11.000 m² reduceret til godt 7.000 m². Alle lokaler er taget i anvendelse - store hold placeret i små lokaler – hovedparten af gymnasiets kunstsamling er deponeret. Nybygningen tages i anvendelse i april/maj 2008, og der forventes nogle mindre renoveringer i løbet af sommerferien 2008.

  • Der investeres i 2008 min. 1,5 mio. Kr. i nyt inventar til eleverne. Det er eleverne, der har foreslået indkøb af de møbler, der er investeret i de seneste 4 år. En lang række klasselokaler får nye møbler.
  • Så snart vi igen får bedre plads (der bliver ca. 13.000 m² til rådighed), bliver der væsentlig bedre muligheder for at de enkelte klasselokaler tilpasses klassestørrelserne. Enkelte elever har peget på støjproblemer i relation til byggeriet. Støjproblemet i klasserne sættes herudover på dagsordenen for samtlige lærerteam i det kommende år.
  • Fra april 2008 udarbejdes der nye brandinstrukser, og der planlægges på dette tidspunkt en prøveevakuering. Indtil da instrueres personalet og eleverne elektronisk om, hvorledes de bør forholde sig i tilfælde af brand.
  • Kulde, varme og træk: Fra april 2008 skal der indkøres et nyt ventilationssystem. Det kan forhåbentligt løse nogle problemer, men der vil fortsat være problemer i undervisningsfløjene, da udluftningssystemet skal køre i lektionerne af hensyn til tilførslen af frisk luft. Her er der ingen hurtige løsninger.
  • Toiletfaciliteterne forbedres markant med renoveringen/nybygningen.
  • Faciliteterne til gruppearbejde forbedres markant i løbet af foråret, da der tilføres min. 80 gruppearbejdspladser.
  • IT-udstyret opdateres med 50-60 nye maskiner i løbet af 2008.
  • At eleverne vurderer rengøringsniveauet som tilfredsstillende er selvfølgeligt glædeligt. Der skal også fremover løbende arbejdes med, at oprydningsniveauet er i orden, så rengøringspersonalet har mulighed for at fastholde den gode standard.
  • Under 20% af eleverne finder, at udsmykningen på gymnasiet ikke er tilfredsstillende. Tallet synes forbavsende lille i forhold til, at den øjeblikkelige tilstand er noget pauver – kunstsamlingen er deponeret, og der er et meget stort slid/pres på fløjene. I forbindelse med den store renovering/udbygning er der megen fokus på det æstetiske miljø – både det arkitektoniske, farve- og materialevalget og endelig den kunstneriske udsmykning. Mange ting er på indeværende tidspunkt fastlagte, men der forestår en stor opgave for kunstudvalget det kommende år med at skabe ikke blot smukke rammer, men også oplevelser, udfordringer etc.
Top
 

Information

Der tegner sig overordnet et billede af, at eleverne er tilfredse med informationsniveauet, der i dag primært formidles elektronisk gennem Fronter og Lectio. Under 10% markerer utilfredshed med informationen fra skolen vedr. undervisningen, arrangementer, eksamen mv. Dette skal formodentlig ses i sammenhæng med, at 72% af eleverne er logget på Fronter 1 eller flere gange om dagen, og 89% af eleverne er tilsvarende på Lectio 1 eller flere gange om dagen.

 
Opfølgning på Information
Vi fortsætter i de samme spor. Generelt bør der være opmærksomhed på, at vi giver eleverne informationerne i god tid.
  • Med hensyn til aflysninger af undervisningen i 1.lektion er telefonkæderne (mobil) stadig den mest effektive informationskanal, så klasserne (holdene) opfordres fortsat til at etablere/vedligeholde disse.
Top
 
Skolearbejdet

I den samlede registrering kan det konstateres, at 65 % af eleverne bruger mellem 5-10 ugentligt på lektier, 20 % mindre og 15 % mere.

47% af eleverne har mellem 1-10 timer erhvervsarbejde, 23% har mellem 10-20 timer, mens 28% ingen erhvervsarbejde har. 1% ligger over 20 timer om ugen.
På spørgsmålet om, hvorvidt eleven har overvejet at gå ud af skolen, er der 30 elever, der har disse overvejelser.

 
Opfølgning på Skolearbejdet
  • Tidsforbruget på lektier er ikke nødvendigvis helt dækkende, da nogle elever ikke medtager arbejdet med de skriftlige opgaver. Generelt er det skolens opfattelse, at lektielæsning på under 5 timer ugentligt er helt utilstrækkeligt – alene arbejdet med de skriftlige opgaver forventes at have et omfang på gennemsnitligt 5-6 timer ugentligt. Skolen vil fortsat forud for optagelsen informere om, at gymnasie- og hf-uddannelserne er forbundet med en del lektielæsning. Studievejlederne og lærerteam drøfter også fremover i de første uger vigtigheden af, at den enkelte elev er godt forberedt til de enkelte lektioner. Samtlige lærerteam drøfter dette i relation til de enkelte klasser.
  • Skolen ser ingen problemer i, at eleverne har erhvervsarbejde, men et omfang på mellem 10-20 timer vil være for meget for ganske mange elever. Studievejledere og tutorer bedes være opmærksomme og rådgive den enkelte elev.
  • 17 % af eleverne har seriøst overvejet at forlade skolen. Tallet er umiddelbart foruroligende højt. De uddybende svar giver et væld af forskelligartede begrundelser: for svært, for meget om ørerne, psykisk pres, mistet lysten til skolegang, personlige problemer, for stor kontrast til efterskolen, svært ved at nå de skriftlige opgaver etc. Det er meget karakteristisk, at de fleste anfører, at de nu er kommet videre, så reelt er tallet nok snarere 5-8 %. Skolen fastholder det finmaskede system i form af tutorer, studievejledere og skolepsykolog. Det er fortsat vigtigt, at de enkelte lærere melder tilbage til studievejlederne, hvis de registrerer, at der er elever der er på vej ud eller i øvrigt har det dårligt.
Top
 

Det psykiske arbejdsmiljø

23% af eleverne markerer, at de ikke ved, hvad lærerne forventer af dem. Der synes at være en almindelig tryghed ved at henvende sig til lærerne med problemer i relation til undervisningen.
Kun 3 % markerer, at de ikke har et godt forhold til deres lærere.
96% markerer, at de er tilfredse med undervisningen (meget enig, enig, hverken/eller).
Tilsvarende er der 89 %, der er tilfredse med studievejledningen.
91 % markerer tilfredshed med skolens aktiviteter.
91 % markerer tilfredshed med sammenholdet i klassen

 
Opfølgning af Det psykiske arbejdsmiljø
  • Helt overordnet synes det psykiske arbejdsmiljø at have det godt på skolen. Det skal fortsat næres, og vi skal alle have antennerne ude, hvis der i enkelte klasser eller i enkelte grupperinger skulle opstå problemer. De individuelle problemer håndteres fortsat som ovenfor nævnt af tutorer, studievejledere og skolepsykolog. Den enkelte lærer er vigtig her, som den, der er opmærksom og videregiver sine iagttagelser. På et kommende pædagogisk råds møde drøftes vigtigheden af, at lærergruppen klargør forventningerne til den enkelte elev.
 
Ovenstående behandlet og godkendt på møde i Sikkerhedsudvalget fredag den 1. februar 2008
 

Poul Erik Madsen, Formand for Sikkerhedsudvalget

 
Top

 

Et godt undervisningmiljø 2003.

Eleverne har ret til et godt miljø, så undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Et godt miljø er mange ting. Det handler bl.a. om, at miljøet skal fremme elevernes mulighed for udvikling og læring. Derfor omfatter det også det psykiske og æstetiske miljø på skolen.

På Fredericia Amtsgymnasium og HF-kursus har miljøet en høj prioritet. Vi er derfor meget opmærksomme på løbende at indhente oplysninger om, hvor der er behov for at sætte ind. Elevrådets repræsentanter i gymnasiets sikkerhedsgruppe er her centrale personer, men også henvendelser fra enkeltpersoner skal løbende kunne indgå i drøftelserne og de efterfølgende prioriteringer.

Ud over det fortløbende arbejde er der behov for med regelmæssige mellemrum at standse op og foretage en grundigere vurdering af det samlede miljø. Der skal her være mulighed for, at alle kan komme til orde og give deres bidrag til at forbedre forholdene.

5. november 2002 planlagde og afviklede eleverne "Elevernes dag" med fokus på miljø, demokrati, medbestemmelse og indflydelse. Forud var gået et par lektioner til planlægning af hele dagen.
Parallelt hermed afviklede lærerne og ledelsen et døgnseminar 5-6 november på Nørgaards Højskole, Bjerringbro med temaet "Arbejdsmiljø". Døgnseminaret tog bl.a. sit udgangspunkt i den store GL-arbejdsmiljøundersøgelse samt en større lokalundersøgelse foretaget af konsulentfirmaet Praxis. Praxis ved Kristin Myhre-Nielsen forestod også døgnseminaret.

Miljøvurderingen 2003.

Eleverne havde bl.a. fokus på følgende temaer, her rubriceret under 4 overskrifter :

Miljøet i klasserne:
ergonomi, ventilation, bevægelse, den gode time
Det psykiske miljø:
mobning, samarbejde mellem elever, fravær, disciplin, psykolog
Det æstetiske miljø:
kunst, farver, opslagstavler, arkitektur i relation til renovering og udbygning af gymnasiet
Demokrati, indflydelse:
indflydelse på klassen (på undervisningen), påvirke valget af fællestimer, planlægning af ugeskema mv.


Miljøvurderingen indeholder på de udvalgte områder en kortlægning i form af en beskrivelse af de problemer, som eleverne oplever, der eksisterer på gymnasiet. "Opfølgningen" opsummerer hvilke initiativer, der er taget på de enkelte områder. I det omfang der er økonomiske begrænsninger, indgår løsningerne i de kommende investerings-planer. Miljøvurderingen følges løbende op i gymnasiets sikkerhedsgruppe.

Miljøet i klasserne.

Ergonomi.
Generelt utilfredshed med de gamle træstole på gymnasiet. Det gælder både stolene i klasseværelset, men også træstolene i kantinen. Der er ønske om indkøb af skråpuder. Ved nyindkøb af stole/borde bør der inddrages ekspertise, evt. BST.

Opfølgning:
Der bliver ikke indkøbt skråpuder, idet skolen i stedet satser på en hurtig udskiftning af det gamle utidssvarende inventar.

4-5 fabrikker, der fremstiller skolemøbler har i foråret 2003 lavet en større udstilling på gymnasiet, hvor eleverne har haft mulighed for at afprøve ca. 20 forskellige stole og min. 10 forskellige borde. Eleverne pegede her ret entydigt på et enkelt produkt fra R. Randers. Dette produkt er velafprøvet på mange skoler og er testet af ergonomer.
I gymnasiets investeringsplan for 2002-04 forventes indkøbt borde/stole til kantinen ca. 280 stk., gruppearbejdspladser i de 4 fløje (ca. 180 enheder) samt udskiftning af møblerne i klasseværelserne i B-fløjen (ca. 200 enheder). Til gruppearbejdspladserne og til klasseværel-serne indkøbes borde/stole (polstrede og på rullehjul) valgt af eleverne. Til kantinen indkøbes en egentlig kantinestol + borde (også anbefalet af elever).

Der er stadig gamle skolemøbler i klasseværelserne i C- og D-fløjen. Udskiftningen vil her foregå i takt med, at der er ressourcer til formålet. Enkeltelever med dårlig ryg kan få stillet en kontorstol til rådighed.

Ventilation.
Generel utilfredshed med temperaturstyringen og ventilationen. Ventilationen er periodisk meget voldsom, og det bliver meget køligt i lokalerne. Omvendt er luften i nogle lokaler tæt og lummer. Problemerne kan føre til henholdsvis forkølelse/sygdom eller koncentrationsbe-svær.

Opfølgning:
Ventilationen er efterfølgende ændret, så luftcirkulationen er øget i frikvarterne og mindre undervejs i lektionerne.
Varmestyringen udgør et problem, da varmen styres af nogle få følere i hver fløj. Det indebærer store forskelle i de enkelte lokaler. Gymnasiet investerer i 2003 i et system, hvor styringen går på det enkelte rum. Vi starter med B-fløjen. Hvis det bliver en succes, skal en ændring af ventilationssystemet ind i investeringsplanen for de efterfølgende år.

Bevægelse.
Siddestillende arbejde kan være problematisk for både muskler og blod/iltcirkulationen. Eleverne har foreslået, at det bør være legitimt at rejse sig op i timerne/ gennemføre bevægelser i timerne.

Opfølgning:
Eleverne har udarbejdet øvelsesark til bevægelser (1-2 minutter). Dette er gennemgået af eleverne på et pæd. Rådsmøde. Det er kun blevet anvendt i et begrænset omfang.

Den gode time.
Eleverne og elevrådet har været meget optagne af kravene til den gode time. Kravene er blevet grundigt gennemdrøftet i en proces, der har løbet over et helt skoleår. Elevrådet har udarbejdet en folder, "Den gode time". Folderen beskriver elevernes ønsker til, hvorledes lektionerne på 90 minutter afvikles, så eleverne får størst muligt udbytte af timerne. I folderen er der konkrete forslag til hvorledes undervisningen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt med tavleundervisning, arbejde i grupper mv. Der er klare forventninger til både lærere og elever.

Opfølgning:
Folderen er færdiggjort og udleveret. Ligger på intranettet til brug for både lærere og elever. Kan anvendes i forbindelse med introduktionen af nye elever.

Top

Det psykiske miljø.

Støtte til elever med psykiske problemer.
Nogle elever kan have problemer, der kan være svære at se sig ud af. Problemer kan have meget forskellig karakter. Grundlæggende bør disse elever hjælpes af skolen.
Studievejlederne skal her være meget synlige, så alle elever er klar over, at de kan bruges som samtalepartnere og konfliktløsere.
For enkelte elever er problemerne af en sådan karakter, at det kræver professionel hjælp, som ligger uden for studievejledernes område. Der bør derfor være knyttet en psykolog til gymnasiet.

Opfølgning:
Studievejlederne er meget opmærksomme på at være synlige. For alle 5 studievejledere gælder, at de løbende har en række elever, der drøfter personlige forhold med dem. Gymnasiet kan herudover iagttage, at flere elever end tidligere drøfter personlige forhold med enkeltlærere fra lærerteamet.
Gymnasiets ledelse har i flere runder via Vejle Amt forsøgt at få en psykolog knyttet til skolen. Bestræbelserne har indtil videre strandet på økonomi.
Gymnasiet har nu en fast praksis, hvor skolens studievejleder kan visitere elever med store psykiske problemer til privat praktiserende psykologer. Gymnasiet betaler de første konsultationer.

Disciplin, fravær etc.
Det er vigtigt, at alle elever inden optagelse er bekendt med, hvilke krav der stilles af skolen. Dermed bør den enkelte elev ikke blive overrasket, når skolen stiller krav om lektielæsning, tilstedeværelse mv. Der bør være optagelsessamtaler med alle elever. Der bør være løbende evalueringer i klasserne.
Rektor bør kunne smide elever ud, hvis de opfører sig respektløst og ansvarsløst i længere perioder.
Fraværssystemet fungerer godt, som det er i dag.

Opfølgning:
Gymnasiet markerer nu meget tydeligt, hvilke krav der stilles til de unge. Det gøres af studie-vejledere og rektor i forbindelse med diverse orienteringsmøder.
Der er optagelsessamtaler med alle hf-ansøgere forud for optagelsen.
Studievejlederne har introduktionssamtaler med alle. Lærerteam har 1-2 samtaler gennem det første år. På intro-hytteturene drøfter klassen sammen hvilke spilleregler, der bør gælde i klassen for at få den gode time.
Fraværssystemet håndteres konsekvent, hvilket indebærer at der hvert år er elever, der må forlade skolen. Som oftest er der tale om elever, der alt i alt er meget uansvarlige over for deres skolegang.

Karaktergivning.
Principielt bør de enkelte faglærere ikke kunne se, hvilke karakterer den enkelte elev opnår i øvrige fag, idet det kan påvirke den enkelte faglærers bedømmelse.

Opfølgning:
Karaktererne gives elektronisk fra efteråret 2003. Når lærerne giver karakter er der kun adgang til egne karakterer. Når karaktererne er givet, har lærerne adgang til elevernes standpunkter i øvrige fag bl.a. i forbindelse med drøftelse på lærerforsamlingsmøderne.

Top

Det æstetiske miljø.

Arkitektur.
Gymnasiet står overfor en større udbygning i 2006/07. Der er fremlagt en række forslag til, hvorledes disse udbygninger kan udformes, og hvilke krav der bør stilles til bygningerne.

Opfølgning:
Elevernes forslag er sammen med de forslag, der er udarbejdet af gymnasiets designhold, fremlagt og gennemgået for gymnasiets arkitekt. Forslagene har indgået som inspiration.
På et enkelt område er elevernes forslag helt overtaget af arkitekten. Det gælder løsningen på udvidelsen af fællesområdet/kantinen, hvor elevernes forslag indebærer, at der reelt skabes et stort samlingsrum/kantine, der løser et markant behov.

Udsmykning.
Der ønskes mere kunst på væggene. Eleverne skal inddrages. Der skal sættes nye gardiner op. Der bør males - ikke mindst i kælderen.
En anden bordopstilling i E-fløjen f.eks. som B-fløjen.

Opfølgning:
Der er nu elevrepræsentanter i kunstudvalget. Der afsættes hvert år 10.000 kr. til kunstindkøb. Der kan ansøges, hvis større værker ønskes indkøbt.
Kælderen afventer i øjeblikket den store renovering omkring grønnegården (det nye studie-center). Den resterende del af kælderen afventer dette projekt. Malingen af kælderen udskydes derfor til 2006.
Gardinerne udskiftes samtidig med, at lokalerne løbende renoveres.
Naturfagslærerne vurderer, at bordopstillingen i E-fløjen er pædagogisk velfungerende. Ledelsen har derfor besluttet, at de pædagogiske kvaliteter går forud for de æstetiske.

Rygepolitik, rygerum.
Rygeforbuddet har nu fungeret på gymnasiet i godt 1 år. Der skal indrettes et rygerum udenfor under et halvtag. Der er også problemer med træk ved døren, hvor eleverne går ud og ryger.

Opfølgning:
Ønsket om indretning af overdækket rygerum er ikke imødekommet af rektor.
Træk ved dør søges reduceret, når der primo 2003 isættes nyt dørparti ud til eksternt rygeområde.

Top

Demokrati, indflydelse.
Generelt er der flere områder, hvor eleverne bør have bedre muligheder for indflydelse: fællestimer, miljØet, ekskursioner, mv.

Opfølgning:
Gymnasiets demokratiske struktur er ændret ved indgangen af skoleåret 2003/04. Eleverne er nu fast repræsenteret i alle udvalg.
I forbindelse med det store arbejde med reformerne tilbydes eleverne også plads i udvalgene.

Der afvikles hvert år i starten af skoleåret et elevrådskursus for både nye og gamle levrådsmedlemmer.

Opfølgning af miljøvurderingen.

Som skitseret i det ovenstående er der taget stilling til samtlige rejste spørgsmål. Hovedparten af de rejste problemstillinger er der taget fat på, en række er løst, andre sendt videre til behandling. I nogle tilfælde er der knyttet så mange ressourcer til forslagene, at de er indarbejdet i gymnasiets mere langsigtede investeringer.

Den næste større samlede miljØvurdering foretages senest primo 2006.

Arbejdet med miljøet er imidlertid en fortløbende proces. Gymnasiets sikkerhedsudvalg, der har ansvaret for løbende at drøfte de sikkerheds- og sundhedsmæssige
forhold, vil løbende behandle forhold, der bringes op af elever eller øvrige ansatte.

Sikkerhedsudvalget vil også undervejs selv forestå mindre undersøgelser, der relaterer sig til miljØet, herunder sætte fokus på udvalgte områder som f.eks. brand, sikkerhed i forbindelse med tekniske installationer, sikkerhed i forbindelse med nytilbygninger etc.

FREDERICIA GYMNASIUM Nørrebrogade 88 7000 Fredericia
tlf. 7592 0688 fax. 7593 0092