Dansk Naturvidenskabsfestival på Fredericia Gymnasium

Traditionen tro afholdes der hvert år i uge 39 Dansk Naturvidenskabsfestival rundt omkring i landet og ligeledes på Fredericia Gymnasium. Årets emne er ”Du gådefulde verden”, og bioteknologiklassen 2b har bidraget med aktiviteten:

Kan man helbrede en arvelig sygdom ved hjælp af gensplejsning og dermed slippe for at tage medicin?

hvor de har holdt oplæg og vejledt eleverne i to 9. klasser fra hhv. Fredericia Realskole og Kirstinebjergskolen, Havepladsvej.

2b eleverne præsenterede dagens program og holdt et oplæg om den arvelige sygdom cystisk fibrose, som måske kan helbredes vha. CRISPR-Cas9 metoden i fremtiden. Herefter præsenterede de forsøget med DNA-elektroforese (brug af mikropipette og påfyldning af prøverne i brøndene i agarosegelen) og hver gruppe af 9.klasses-elever fik en gel som de under vejledning af en 2.b gruppe skulle fylde prøverne i. Mens prøverne kørte gennem gelen vha. strøm, fulgte et oplæg om DNA-molekylets opbygning, hvor 9. klasses-eleverne skulle bygge en model af DNA, og herefter var der et oplæg om det centrale dogme. Herefter blev farvningsprocessen af gelerne præsenteret og nogle 2b elever udførte dette trin mens det sidste oplæg foregik. Det sidste oplæg handlede om CRISPR-Cas9 metoden hvor de forventede resultater af DNA-elektroforesen blev inddraget og mulighederne for behandling af cystisk fibrose vha. CRISPR-Cas9 metoden. Til slut blev der taget billeder af gelerne på lysborde.

Bioteknologilærer Tina Sølbek Schmidt har for fjerde år i træk søgt og modtaget 15.000 kr. i støtte fra Dansk Naturvidenskabsfestval til indkøb af fx elektroforeseudstyr og lysborde til afholdelse af aktiviteten.