ATU 2019/2020
Af Tatjana Kasina
Torsdag d. 6 februar 2020 dimitterede 11 elever fra Fredericia Gymnasium fra Akademiet for Talentfulde Unge. Med et smil på læben tog de glædeligt imod deres diplom fra deres talentkoordinator Morten Mikkelsen, som de har gjort sig fortjent til i løbet af to år. De har allesammen været igennem et læringsfyldt og spændende forløb, som har varet fra midten af 1.g til midten af 3.g. I løbet af de to år har de været til 16 obligatoriske seminarer sammen med de andre deltagere fra Danmarks gymnasier. Disse seminarer har både taget afsat i naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, så de har formået at fange interessen og falde i smag hos alle de forskellige deltagere. Udover de obligatoriske seminarer har deltagerne haft mulighed for at tilmelde sig til utallige af frivillige aktiviteter, som har været alt fra besøg på Odense Universitets Hospital til ekskursion på Trapholt museum. På Odense Universitets hospital fik deltagerne et indblik i noget af den nuværende forskning indenfor stamcellelaboratoriet, som en Ph.d. – studerende kom og introducerede dem til. Derudover fik de lov til at besøge den Onkogynækologiske Afdeling, som specialiserer sig indenfor behandling af gynækologiske kræftsygdomme. Her kom de helt tæt på en af de robotter, som bruges i operationsstuen og fik ved et uheld et glimt af operationsstuen, som lige havde været i brug. Dette fik mange af deltagerne til en synke en ekstra gang og nogle fik endda brug for at sætte sig ned, mens et par stykker begyndte at genoverveje deres drøm om at studere medicin.
På Trapholt Museum fik deltagerne en gennemgang af den aktuelle udstilling som på de tidspunkt hed Sense Me. Her fik de lidt baggrundsviden om de forskellige installationer og kunstnernes tanker bag dem. Det var en anderledes måde at besøge museum på, hvor de gik mere i dybden med nogle værker og blev ”tvunget” til at tænke over betydningen, samt hvordan de påvirkede deltagerne personligt.
Som en ekstra valgfri aktivitet har deltagerne haft mulighed for at komme på en International Camp i London, hvor de kunne høre om mulighederne for at studere på Oxford, Cambridge og andre af Londons universiteter. Her fik de indblik i ansøgningsprocessen, adgangskriterierne og havde mulighed for at møde danske studerende, som fortalte lidt om undervisningsformen samt hvorfor de havde valgt at tage til London for at studere. En af de studerende fra Oxford var selv dimitteret fra ATU for nogle år tilbage og var derudover afgangselev fra Fredericia Gymnasium. Udover universitetsbesøgene var ugens program proppet med diverse af kulturelle og sociale aktiviteter, samt mange besøg på de lokale pubs. Alle deltagerne var yderst tilfredse med turen og flere begyndte endda at overveje en uddannelse i London.
Udover de 16 obligatoriske seminarer har deltagerne ligeledes deltaget i en obligatorisk sommercamp på Faaborg gymnasium i deres sommerferie. En uge fyldt med mange nye oplevelser; både sociale og faglige. Selvom der var en masse fagligt indhold var ugen ligeledes fyldt med en masse sjov på havnebadet, hvor deltagerne fik stiftet et godt sammenhold og lærte hinanden bedre at kende.
Akademiet for Talentfulde Unge vil give gymnasieelever med akademisk potentiale et bredere og mere kontinuert tilbud med intellektuelle udfordringer og erfaringer
Formålet med Akademiet er at give gymnasieelever med akademisk potentiale et bredere og mere kontinuert tilbud med intellektuelle udfordringer og erfaringer, der opkvalificerer deres daglige arbejde, styrker deres studiekompetencer og naturligt leder dem til en videregående uddannelse. Udover at udvikle deres faglige og studiemæssige kompetencer får de samtidig et socialt netværk af ligesindede.
.