Tangolab
1n + 2n
Besøg af Tangolab
Argentina og tangoens historie var sat på programmet i dag for vores spansk-elever. Således deltog 1n og 2n i to workshops, arrangeret af gruppen ”Sexteto Andiamo”, som består af fire argentinske, en italiensk og en dansk tangomusiker. I første workshop ”Argentina i dag” fortalte de seks musikere på skift om emner som madkultur, geografi og karneval. Det foregik primært på spansk, dog understøttet af gode billeder og videoklip undervejs, samt lidt dansk oversættelse, hvor det var nødvendigt. I anden workshop blev der danset tango. Har var rytme og kommunikation via kroppen i centrum, idet tango er improvisation, dvs. grundtrinenes rækkefølge bestemmes af drengen/føreren i danseparret. Alle blev således udfordret både mentalt, socialt og fysisk – og vigtigst af alt – alle fik grinet undervejs.
Sidst på dagen gav Sexteto Andiamo en times koncert for alle skolens ca. 250 spanskelever, og der blev klappet så længe efter sidste nummer, at gruppen gav et ekstra nummer.
Tak for en festlig og anderledes skoledag.