Fra grundforløb til studieretningsklasse
FG’s erhverspraktikant Cæcilie har talt med to 1g’ere for at finde ud, hvordan de har oplevet det nye introforløb og efterfølgende studieretningsvalg.
Selin Uzun, 1.l
Da jeg mødte Selin dagen efter hele den nye årgang på Fredericia Gymnasium var startet i deres studieretningsklasser, var hun ikke imponeret. ”Det er ikke så sjovt, alle pigerne i min nye klasse gik i grundforløbsklasse sammen, så jeg har ikke rigtigt snakket med nogen endnu.” Selin fortæller at hun følte det var unødvendigt med grundforløbsklasserne.
Jeg fik lov til at mødes med Selin et par uger efter, for at høre hvordan det går efter noget tid i hendes nye klasse. En tirsdag eftermiddag tre uger efter, er musicalforberedelserne i fuldt sving. Jeg finder hende i færd med at planlægge scenografien billedkunstlokalet. Jeg spørger hende, om der er sket en forbedring siden sidst vi snakkede. Selen lyser med det samme op, og nikker entusiastisk: ”Klassen er meget mere åben nu. Jeg er blevet venner med nogle af drengene og pigerne, men jeg kan snakke med alle. Der er selvfølgelig nogle vennegrupper der går mest sammen, men det tror jeg der er i alle klasser.”
Selin fortæller videre om, hvordan hendes studieretningsfag er. ”Det er så fedt at få lov til at begynde på det, jeg virkelig interesserer mig for! Jeg glæder mig til undervisning hver dag, og der er fantastisk at sidde sammen med andre, der også virkelig gerne vil lære mere om fx at tale fransk og det franske sprog i sig selv”. Hun fortæller mig herefter, at hun fik gode venner i klassen, ved at snakke sammen i deres fag. ”Jeg glæder mig til at blive ældre med dem, og opleve alle de sjove ungdomsting som sker i gymnasiet. Det bliver fedt at tage på studietur”. Hun føler sig tilpas i den nye klasse, da hun mener de er gode til ikke at dømme hinanden. Alle er åbne, og alle glæder sig til at komme i skole. ”Det er fantastisk at alle kommer og bidrager med så meget i timerne.”
Signe Karmann Larsen, 1.b
Jeg finder Signe ved indgangen til Fredericia Gymnasium, i færd med at snakke med to af hendes venner. ”Det var nogle fra min grundforløbsklasse,” fortæller hun, og jeg spørger hende hvordan hun oplevede grundforløbet. ”Vi havde det super godt sammen socialt, og har holdt en fed fest sammen. Alle var interesserede i forskellige fag, men det gjorde at vi kunne bidrage med alt muligt forskelligt.”
Signe var glad for, at der var en periode, hvor hun kunne nå at føle sig hjemme på gymnasiet. ”Det var sværere at starte på gymnasiet, end det var at starte i min studieretningsklasse. Jeg var lidt nervøs for at skifte, men det gjorde det nemmere, at jeg havde lært nogle at kende først. Det var også rart at alle skiftede, så var det mere som om alle var de nye.”
Hun mener, det var godt med et forløb inden hun startede på sin endelige studieretning. ”Jeg var glad for at få lidt tid til at vælge. Jeg var meget i tvivl om hvilken studieretning jeg ville have, og jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvilke fag det kunne lade sig gøre jeg fik.”
Signe kan dog mærke en stor forskel på undervisningen i sin nye klasse. ”Alle engagerer sig meget i timerne. Vores indstilling til fagene er mere ens nu, end det var i grundforløbet. Jeg får en følelse af at alle er her for at få noget ud af timerne, når jeg møder om morgenen. Hvis der er nogen der hvisker i timerne, er det fordi de hjælper deres dem, de sidder ved siden af med at forstå det læreren siger. Der er virkelig en god dynamik i timerne, og gruppearbejdet fungerer bare.”
Det har været en fordel for hende at lære flere mennesker mener hun, og hun er glad for, at alle var indstillede på at lære nye mennesker at kende en gang til. ”Der var også en meget hurtig etablering socialt, og jeg har fået mange nye venner i min studieretningsklasse. Jeg er også glad for, at jeg kender nogle i de andre klasser, det er på en måde behageligt.”