Malta og Indien
Studietur 2017
Turen går til Malta
3.a og 3.bs studietur til Malta bød på en anden indfaldsvinkel til fagene idræt og bioteknologi, end hvad man umiddelbart kan konstruere i et klasselokale. Her var der hverken kitler eller kolber i fokus, men nogle af de ældste teknikker inden for
faget: fremstilling af madvarer. Eleverne skulle observere flere forskellige former for madfremstilling, for at få et indblik hvordan det kan foregå.
”En af de største oplevelser var elevernes møde med denne her gamle og kloge biavler. Han fortalte dem historier om hans videnskabelige fund, biernes sociale kultur og al den viden han har samlet sig om bier og honning. Eleverne lyttede opmærksomt i halvanden time, uden pause. Det var meget inspirerende,” fortæller Sofija Frandsen, underviser i bioteknologi, biologi og kemi.
Klasserne har derudover oplevet produktion af maltesisk champagne på tæt hold. Inden studieturen havde de forberedt sig, ved lave en opgave om vinfremstilling ved at analysere gæringen i vin. På Malta kunne eleverne mærke hvordan temperaturen havde betydning for processen, og de kunne få et betydeligt sanseindtryk af at stå i nede i kælderen hvor champagnen blev lavet. På samme måde kunne de også smage hvordan olivenolie i forskellige stadier af produktionen er mere eller mindre bittert, for at få et indblik i hvordan klorofyl-indholdet har betydning. Disse oplevelser fik dem også til at forstå den kunst, der ligger i at fremstille champagne, såvel som olivenolie. Lærerne lavede kontinuerlige perspektiveringer til anvendelse af metoderne, som de havde forberedt sig på hjemme fra.
Klasserne blev også udfordret i den idrætsvidenskabelige del af turen. De skulle ud og sejle havkajak, snorkle og cykle øen Comino rundt. Eleverne fik sammen med en masse god motion, også lov til at prøve at agere på egen hånd, hvilken er en dannelse i sig selv, og et vigtigt aspekt af studieturen. ”Eleverne fik lov at stå på egne ben, hvilket giver dem mere selvtillid, og måske også gavner dem i undervisningen, så de får mere ud af det.”
3i i Indien
Da 3.i endelig skulle afsted på deres studietur til Indien, var de godt forberedte. Klassen er en del af et udvekslingsprojekt med Indien, og de havde allerede besøg af elever fra udvekslingsskolen, da de gik i 2.g.
”Det var rart, at den gode relation allerede var skabt, inden vi tog afsted,” fortæller Anja Andresen, engelsklærer i i-klassen. På turen havde eleverne fokus på samfundsfag og engelsk, som de havde forberedt sig på siden 1.g. ”Vi havde et ’cultural awareness’-forløb i starten af 1.g, og senere læste vi bl.a. The White Tiger og for at kunne snakke om forskellige fremstillinger af Indien. I AT-5 havde vi et forløb, hvor vi også inddrog Indien.”
Derudover har klassen også arbejdet med magtdistance, maskulinitet og femininitet. Der var rig mulighed for at perspektivere til disse emner undervejs på turen, og eleverne fik masser af oplevelser, hvor det kom i spil. ”De havde til opgave at fremlægge om en oplevelse, og forklare den med teoretiske begreber da vi kom hjem.
Én oplevelse især fik jeg fortalt flere gange, nemlig mødet med en mandlig engelsklærer på den indiske skole. Han var meget provokerende, og havde en helt anden tilgang til diskussion, en eleverne er vant til herhjemme. Han var forudindtaget, og meget dominerende. Det tror jeg gjorde et stort indtryk på eleverne,” siger Anja eftertænksomt.
Hun forklarer efterfølgende om, hvordan elevernes bevidsthed om deres egne privilegier, er blevet større. Eleverne sætter i højere grad pris på den lave magtdistance vi har i Danmark, og det er gået op for dem, hvor meget de kan holde til.
Lærerne blev også selv opmærksom på kontrasterne i det indiske samfund. ”Vi skulle på et tidspunkt ind og se et palads, hvor der var mulighed for at få studierabat på entré. Eleverne har deres studiekort elektronisk, men det viste sig ikke at være formelt nok. Niels Martin og jeg blev vist ind på et kontor, hvor chefen sad, og alle hans assistenter stod og var klar til at adlyde ordre. Hierarkiet var meget tydeligt. Vi fik forklaret, at det var studerende vi havde med, og at vi sagtens kunne bevise det. Til sidst fik vi lov til at låne en computer, hvor vi på noget brevpapir skulle printe et formelt brev ud, hvor vi kunne underskrive. Vi var heldigvis forberedt på at være ydmyge, og i sidste ende lykkedes det at få studierabatten. Det var en meget speciel oplevelse.”
Anja kan mærke at eleverne har fået flyttet nogle grænser, og de er godt forberedte til eksamen, hvor Indien bliver et emne. Hun mener at de har fået meget ud af turen, og at hun kunne give dem chancen for så enestående en tur. Hun fortæller hvordan en af pigerne kom hen til hende og udbrød: ”Hvor er jeg glad for vi ikke bare tog til New York!”